Aquaponics

Forsøg med aquaponics – dyrkning af krydderurter i akvarievand

Det sidste halve år, har jeg prøvet akvaponisk dyrkning af krydderurter. Det har ikke været helt uden udfordringer, og min opsætning er stadig langt fra optimal. Her er mine første erfaringer beskrevet.

Man kan da ikke spise krydderurter, der gror i et akvarie!” – nogenlunde den reaktion får jeg hver gang, jeg nævner mit forsøg med akvaponisk dyrkning – eller aquaponics, som det hedder på engelsk. Det at krydderurterne får vand direkte fra akvariet, hvor fiskene svømmer rundt, virkede også lidt vildt for mig i starten. Det er dog en super effektiv dyrkningsmetode – og i virkeligheden ikke så meget anderledes end at gøde med f.eks. komøg og andre slags økologiske gødningsformer, når man tænker over det.

 

Om eksperimentet

Forsøget går ud på, om jeg kan få planter til at gro og spire i akvarievand og skabe et stabilt økosystem. Jeg havde kun lidt erfaring med akvarier, da jeg gik i gang – så det er også en del af læringen at sætte mig ind i akvarieverdenen.

 

Dette er mit setup:

  • iEcofun-akvarie på cirka 8-9 liter
  • 3 guppyer og en sugemalle
  • Lille luftpumpe/bundfilter beregnet til guldfiskebowler
  • En enkelt langsomtvoksende akvarieplante
  • En trærod
  • Et lille varmelegeme
  • Tre planter/frø
  • Leca-nøder
  • Et vækstlys fra IKEA
Hele setup'et

Mit lille akvaponiske system. Et akvarie med tre planter, tre frisk, en malle og lidt filtre, varme, lys og luft.

 

Det går stærkt

Min første oplevelse med systemet var, at planterne vokser meget hurtigere her, end når jeg normalt dyrker dem i jord. Den store mængde af næring i vandet, får dem simpelthen til at skyde i vejret. Når jeg sætter forspirede planter ned i akvariet, vokser de sig store på nogle få uger, så jeg kan høste meget hurtigere, end jeg plejer. Det er en kæmpe succes.

 

Fakta
Aquaponics er et madproduktionssystem, som kombinerer det at have fisk og andre vanddyr med dyrkning af spiselige planter. I større systemer kan man ofte også spise fiskene.

Der findes forskellige typer af akvaponik – det jeg i dette forsøg prøver af hedder deep water culture, hvor planternes rødder ligger direkte i akvarievandet. Andre typer cirkulerer f.eks. vandet over til planterne, som gror i en anden beholder.

 

Planterødderne skyder også nedad i akvariet og spreder sig. Efter en uge eller to er jeg, for de fleste planter, nødt til at binde rødderne sammen. Jeg bruger seglgarn beregnet til madlavning og binder eller fletter dem forsigtigt sammen, så de ikke tager så meget skade. Hvis ikke jeg binder dem sammen, bruger rødderne så meget af pladsen i akvariet, at der ikke er plads til fiskene.

 

Rødderne vokser meget ved akvaponisk dyrkning

Det kan nogle gange være nødvendigt at samle rødderne med seglgarn for, at de ikke fylder hele akvariet

 

Forspiring er ikke nødvendigt

I starten af forsøget, forspirede jeg planterne i stenuld og satte dem først bagefter over i leca-nødderne. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det slet ikke er nødvendigt. Alle de krydderurter, jeg har prøvet at få til at spire direkte i leca-nødderne, er vokset fint op. Det er alt fra timian, basilikum, koriander og dild til større frø som blomsterkarse.

Når jeg ikke bruger forspiring, er det dog nødvendigt efter en uges tid at luge lidt ud i spirene, så de får nok plads. Jeg rykker tit de ekstra spirer over i jord eller et andet vækstmedie, hvor de kan vokse videre.

 

3 stadier af planter

Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke går at have tre store planter i akvariet på samme tid. Deres rødder fylder simpelthen for meget i mit lille akvarie. Samtidig skubber det meget til balancen i akvariet, når jeg høster og fjerner en stor plante. Det går derfor ikke at høste alle tre planter på cirka samme tid.

Jeg har derfor altid tre stadier af planter – en nysået, en der er færdig med at spire og en høstemoden plante.

 

Høj PH-værdi, brune blade og døde fisk

Efter et par måneder, begyndte mange af mine planter at få brunlige pletter rundt langs kanten af bladene, og guppyerne døde en efter en. Det var tydeligt, at der var noget galt med balancen. Mallen har det stadig fint, og planterne vokser stadig, men jeg er gået på jagt efter en forklaring. Det er ikke sådan lige at læse sig frem til, da det ifølge blogs og forskellige fora kan være mange forskellige ting, der skyldes fiskedød og brune blade.

Brune kanter på bladene

Efter lidt tid får nogle af krydderurternes blade brune kanter

Til at begynde med, har jeg købt nogle billige PH-målestave, for at finde ud af, om det er PH-værdien, den er gal med. Jeg lavede en måling, der viste en PH-værdi på over 8 – dvs. meget basisk. Så det kan være grunden. Men det kan også sagtens være noget med mængden af affaldsstofferne nitrit, nitrat og ammonium.

For at bringe PH-værdien ned, og evt. også en høj koncentration af de skadelige affaldsstoffer, er jeg begyndt at skifte op til 1/3 af vandet lidt oftere – ikke kun en gang om ugen, som jeg har gjort indtil målingen. Så må vi se, om det hjælper. Jeg venter under alle omstændigheder med at købe nye fisk, indtil der er styr på balancen igen.

 

For meget lys

I mit system, er der både lys fra vækstlyset og lys i selve akvariet. I starten lyste de begge i 16 timer, men dyrehandleren fortalte, at et almindeligt akvarium normalt kun skal have lys i max 10-12 timer. Jeg spurgte ham, fordi der ret hurtigt kommer mange alger i akvariet.  Jeg har nu fået skruet ned for akvarielyset, så det kun er tændt i 8 timer hver dag – så er det kun planterne ovenpå akvariet, der får de 16 timers lys. Jeg kan dog ikke undgå, at der indirekte kommer noget lys ned i akvariet, da det ikke er helt lukket af i toppen. Derfor skal der stadig en grundig rengøring til hver uge, for at holde algerne væk.

Der er god algevækst i akvariet

Hvis ikke jeg er over akvariet og gør det rent jævnligt, kommer der hurtigt mange alger i

Man kan købe dyr, der spiser algerne, men så vidt jeg kan forstå, er det kun nogle bestemte typer af alger, de spiser. Så jeg tror mit bedste bud er at få dækket akvariet mere af i toppen og på bagsiden, og så vil en bedre balance i akvariet nok også gøre levevilkårene for algerne værre.

 

Næste skridt

Der er stadig en del ting, som ikke fungerer i mit forsøg med akvaponisk dyrkning af krydderurter. Jeg arbejder nu mere målrettet på at måle vandkvaliteten, for at få det hele på ret køl.

Derudover har min mand og jeg bestilt et 128 liters akvarium, der forhåbenligt bliver lidt lettere at få balance i. Jo større et akvarie er, jo længere tid går der, før det kommer ud af balance. Skiftene sker meget langsomt.
Vi starter med ‘bare’ at bruge det som et normalt akvarium, og få et godt økosystem igang. Når det kører, vil vi begynde at eksperimentere med akvaponisk dyrkning, så det projekt kommer I nok også til at høre mere om senere.

 

 

3 kommentarer

  1. Thomas Reberholt - 4 år ago

    Synes det er et fin lille setup i har der 🙂 eldelig smid billeder op af den 128l

  2. Tom Günther - 3 år ago

    herligt projekt! Da jeg i sin tid havde akvarier, brugte jeg akvarievandet til at vande i mine potter og krukker. Det gav en løbende udskiftning uden chokvirkning for dyr og planter. På den måde udskiftede jeg ca. 5 % af vandet hver dag, reducerede vandforbruget og glædede mig over sunde fisk og planter. Den gang havde vi ikke Google og tilgængelige oplysninger om akvaponics 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *